Tilbage
Billige billetter til alle verdens hjørner

Aalborg Lufthavn

Flybilletter fra Aalborg Lufthavn

Med Airnavia kan du hurtigt bestille dine flybilletter og komme af sted fra Aalborg Lufthavn til en række destinationer i Europa.

I første omgang tilbyder vi flybilletter fra Aalborg Lufthavn til vinterdestinationerne Gran Canaria og Tenerife. I løbet af 2016 vil vi desuden tilbyde ruter til Kreta, Rhodos, Korfu, Varna, Malta og Gazipaza.

Alle vores flyvninger vil foregå i samarbejde med SAS, der netop ved Danish Travel Awards 2015 har vundet priser for både Bedste Oversøiske Flyselskab, Bedste Europæiske Flyselskab, Bedste Indenrigsflyselskab samt Bedste Charterflyselskab. 

Aalborg Lufthavn

Når du flyver med Airnavia, flyver du fra Aalborg Lufthavn, som er Danmarks tredjestørste lufthavn. Den er placeret tæt på Aalborg centrum, og man kommer nemt hertil med enten bil eller offentlig transport, fx med afgang fra indre by, Aalborg Banegård eller Lindholm Station.

Lufthavnen har gennemgået løbende udvidelser grundet et stærkt stigende passagerantal. Den seneste udvidelse fandt sted i forbindelse med lufthavnens 75-års jubilæum d. 29. maj 2013. Denne udvidelse sikrede bl.a. lufthavnen 11 gates, 10 standpladser til fly samt 7.000 ekstra kvadratmeter.

Aalborg Lufthavn fremstår således i dag som en moderne lufthavn med en lang række faciliteter, heriblandt:

  • Gratis parkering 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen
  • Gratis wi-fi i lufthavnen med login
  • Mad og drikke ved lufthavnens spisesteder
  • DutyFree-shopping
  • Moderne loungefaciliteter
  • Mødelokaler
  • Fast Track
  • Selvbetjeningsautomater til check-in
  • Automatiseret selvbetjenings-bagage-drop
  • Relaxzone med massagestole
  • Legerum til de små
  • Leje af bagagebeskyttelse
  • Lufthavnshotel 

Aalborg Lufthavns historie

I 1930’erne kappes mange af de større jyske byer om at komme først med en flyrute til København. Takket være ingeniør Gunnar Larsen kommer Aalborg først. Gunnar Larsen er direktør for F.L. Smidth, som ejer Aalborg Portland Cementfabrik i Rørdal i udkanten af Aalborg. Gunnar Larsen har firmafly med egen pilot og en lille flyveplads ved fabrikken, og han tilbyder derfor, at en flyrute fra Aalborg til København kan bruge cementfabrikkens flyveplads i en forsøgsperiode på to år.

Aalborgs borgmester Marinus stifter dermed i al hast Provins Luftfartselskabet, og d. 4. september 1936 sendes første fly af sted fra København mod Aalborg. I 1936 bliver det til én daglig tur-retur-flyvning, og året efter fordobles antallet med flyvninger både morgen og aften.

Indenrigsruten har bevist sit værd. Aalborg Byråd investerer derfor i en rigtig lufthavn i Aalborg, som slår dørene op d. 29. maj 1938 med et stort flystævne og 75.000 tilskuere fra hele Nordjylland.

Siden gennemgår Aalborg Lufthavn en spændende og hastig udvikling. Den indtager en central rolle i løbet af anden verdenskrig under forskellig ledelse, der kommer nye flyselskaber og ruter til, og den udbygges løbende i takt med det stigende antal passagerer og nytilkomne ruter.

I dag er Aalborg Lufthavn en moderne, travl lufthavn med et hav af forskellige destinationer fordelt over flere kontinenter og med et passagerantal, der er fordoblet inden for de sidste 10 år. Lufthavnens hovedrute Aalborg-København, der i sin tid blev startskuddet til lufthavnen, er i dag stadig Danmarks største indenrigsrute.